The Polterabend!


Lørdag, surprise, vi havde travlt med at få ryddet op, og skulle til at have stegen i oven da vores forældre skulle mødes for første gang, og Birgittes moder skulle se 'vores' lejlighed. Jeg var ved at fortælle Birgitte at hun da skulle på Polterabend i aften, da hendes veninder havde aftalt de skulle i svømmehallen. Nej, det skulle de godt nok ikke! Det ville hun vædde hvad som helst på.
Jeg er på vej i byen, og så er opgangen bare fyldt med Birgttes veninder. Jeg må pænt gå med op og få en bolle - jeg regner med at faren er drevet over, men pludselig står alle gutterne uden for med videokamera og det hele - og vil have mig med ud og optage en 'Traume 99' film, der skal hedde 'Pesten'. Det synes jeg lød som en rigtig god ide. Vejret er rigtig smukt, og halv køligt (sådan lidt under 0 grader). Af vennerne der er troppet op, møder vi Per, Kim, Lars P, Henrik, Peter, Richard og Niels Erik.Vi har som i mine unge dage en sofa (nærmest en lænestol) med rundt på en cykelanhænger, så vi kan tage fotos 'sjove' steder.
Første stop er Den Permanente. Første scene er hvor vi kommer op af havet. Desværre er jeg den eneste der har husket badebukser (dvs. DE har husket mine badebukser), så jeg må smidde alt tøjet og hoppe rundt i sneen, ligge lidt ved strandkanten og ... svømme en tur; ja, en tur er ikke nok, så jeg tager en til. Så er det jo heldigt at man har en lænestol med, så vi knipser et par billeder, og de har husket kaffe og Gammel Dansk.
Næste stop: Fun City. Hektisk aktivitet - jeg pløkker dem alle sammen (næsten), og pånær Per, får jeg ram på dem flere gange end de på mig. Fedt. (OK, nogle af de andre vil nok have en anden version, men: HØR IKKE PÅ DEM!)
Videre til Scandinavian Center. Jeg er lidt utryg ved at de ikke har en aftale med Hotellet om at optage scener på 11. etage på broen hen over hallen - Presidential Suite står der. Men vi kommer dog op... Vi får også nogle fine billeder uden for, nu vi er der.

På Clemens Bro, fisker de mit gamle 'Mr. Bean' nummer frem med Den Usynlige Mand. Nok den eneste sketch jeg kan - eller nærmere: 'kunne'. Sidste opførsel var i september '94. Nå, men der var da nogle tusinde mennesker der fik lidt sjov ud af denne opførsel :-)
Efter et par billeder under glorierne ved Vor Frue Kirke, skal vi have optagelser i Frisko-krydset. Vi regner ud hvordan vi kan få vores sofa - og mig - ud i krydset, uden at blive kørt så meget ned. Det lykkes dog delvist, selvom der stadig er en del trafik. En mand fra Pressen kommer forbi, da han kan snuse at der sker noget spændende - han er dog nærmest ved at blive kørt ned, og da han finder ud af at det bare er lidt film-optagelser, skal han forresten også skynde sig og nå en bus. Men nogle fine optagelser får vi dog.
På K3 har Lars bagt brød - med graved laks mv. Per har fundet diverse IQ-tests, som vi lige hurtig ordner...
Næste stop er Åby Auto AKA Hells Angels lokal-borg (finder jeg ud af senere). Efter lidt diskussion om hvem der lige skal ringe på og bede om at holde hovedrolleindehaveren lidt i nakken og deltage i filmen - vurderes det til at vi også hellere kan prøve hos Banditos eller Bull Shit - senere.
 


Vi skal have optagelser hos Åbyhøj Maskinfabrik, hvor Michael lige først skal have lært mig at svejse - jeg griber chancen og laver en fiks lille fyrfadsholder-almindelig-lys-holder-og-blomster(plastik)-holder-i-et. Modtagelsen dagen efter fra Birgitte var dog ikke helt som forventet :-( - jeg synes ellers det var en fin svejsning jeg fik lavet. Vi får også nogle fine fælles optagelser med hele Crewet med svejserhjelme, og vi får et par ekstrascener ind med mig i sofa hejst op i kran!

Tilbage på K3 (ja, K3 er navnet på et kollektiv i et villakvarter) optages slutscenen efter at have fået nogle billeder af sofaen oppe i et træ - det optog jeg nemlig også som barn, hvor det dog tog 1½ time at få sofaen bakset igennem rosenbedet og op i det store bøgetræ... Med en økse, udøser jeg af mine opsparede agressioner (sådan skulle det i alle fald se ud som på film, bliver jeg instrueret i), og brænder resten af bagefter. Birgitte synes ellers at det er en fin stol, så hun er lidt ked af at det gik sådan med den.
Vi cykler hjem til mig, og sammen ser vi optagelserne igennem. Lars Jødal og Frede kommer tilfældigvis også forbi, og senere er vi ude at spise sammen - til kl.23. Der laves lige et par ekstraoptagelser med mig der siger et romantisk digt på Italiensk. Men vi er jo friske, så vi tager hjem til mig, og hvad tror I at de har med? Min yndlingsfilm, Blade Runner (Directors Cut), og masser af slik. Så vi er ikke færdig før ved halv to tiden. 14 timers polterabend... What a day!
Tak venner.

-- Erik

Som det så ud i '82: